Er det arveligt at være en HSP-person?

(Billedet kan ikke aktiveres)

Jeg fandt først selv ud af, at jeg var en HSP-person/særlig sensitiv som 59-årig ved et tilfælde.

På det tidspunkt var min mor død 1 år forinden, og min far var død 5 år tidligere.

I dag er jeg 60 år (2018). Når jeg nu tænker tilbage i tiden, begynder jeg at indse, at min mor også var særlig sensitiv.

Det skyldes, at min mor havde et stort behov for at være alene lige som mig selv.

Samtidig følte hun sig meget alene, fordi hun manglede nogen at spejle sig i. Hun savnede ganske enkelt nogen, som følte det samme som hende selv. Sådan har jeg det også selv.

I det hele taget havde min mor alle de særtræk, som gør sig gældende for en HSP-person.

Min mors bevidsthed:

 I modsætning til mig selv fandt min mor imidlertid aldrig ud af, at hun var særlig sensitiv.

Min mor havde lige som jeg selv været udsat for seksuelle overgreb fra sin fars side af som barn.

Hun fik heller ikke hjælp til bearbejdelse af overgrebene hverken som barn eller efterfølgende.

Jeg går ud fra, at min mor lige som jeg selv har skønnet, at hendes følsomhed skyldtes, at hun havde været udsat for seksuelle overgreb uden at få hjælp.

Det skyldes givetvis, at min mor blev ”fanget ind” af en person, som var pædofil som hendes far, og som hun efterfølgende blev gift med.

På den måde forblev min mor et ”offer”, som aldrig fik adgang til det personlige råderum, som betød, at hun kunne gøre status over sit liv.

Således havde hendes mand/min far en formidabel evne til at få hende til at føle sig underlegen i forhold til ham. Det samme forhold gjorde sig i øvrigt også gældende for mig selv og mine 2 søskende.

Da hendes mand døde, var hun dermed præcis det samme ”offer”, som hun havde været i sin barndom.

Det betød med den smerte, som der nu ligger i det for mig selv personligt, at min mor døde som et meget ensomt menneske. Det skal dog siges, at min søster og hendes datter var ved hendes side, da hun døde.

Min egen bevidsthed:

Personligt har jeg vel vidst siden, at jeg var et barn på 6-7 år, at min far havde pædofile tendenser.

Selv om jeg som barn forsøgte at gøre omgivelserne opmærksom på, at der var noget helt galt, så blev jeg aldrig taget alvorligt.

Af samme årsag mistede jeg efterhånden tilliden til, at jeg kunne få hjælp af omgivelserne.

På denne måde blev jeg fuldstændig underlagt min fars nåde.

Det var derfor også først ved hans død, at jeg følte, at jeg ikke længere var et ”offer” og omsider kunne ånde og få det fulde overblik over min tilværelse.

Med overblik mener jeg det overblik, som der skal til, for at man kan leve et liv som et helt menneske.

Hermed er jeg nået frem til konklusionen.

 Jeg er personligt ikke i tvivl om, at min egen sensitivitet har været arvelig.

 Det er imidlertid ikke den vigtigste konklusion.

 Den vigtigste konklusion er, at ens barndom er altafgørende for, i hvilket omfang man kan folde sig ud som en HSP-person som voksenperson.

 

 

 

Hvordan gør en far sin dreng til en ”rigtig mand”?

Jeg tror, at der er rigtig mange fædre rundt omkring i denne verden, som ønsker at gøre deres drengebørn til ”rigtige mænd”.

Hvad en ”rigtig mand” så er, er der nok lige så mange meninger om, som der er mennesker.

(Billedet kan ikke aktiveres)

Her er forskellige meninger om, hvad en rigtig mand er:

Hvad er en “rigtig” mand? (oktober 2017). 

Hvad er en “rigtig” mand? (september 2014).

Hvad er en “rigtig” mand? (oktober 2017).

Tilsvarende forholder det sig med antallet af måder at gøre et drengebarn til en ”rigtig mand” på.

Min far havde sin helt egen opskrift.

Hans udgangspunkt var, at man som mand ikke måtte vise sine følelser eller snakke om dem.

Gjorde man det alligevel, så var man efter hans mening ikke en rigtig mand. I stedet var man uduelig og /eller svag og havde ingen eksistensberettigelse.

“Du skal bare tage dig sammen”:

Min fars yndlingssætning i forhold til mig og mine søskende som ganske små har nok været: ”I skal bare tage jer sammen.” Det var en sætning, som efterhånden blev programmeret ind i mig og mine søskende, fordi den blev sagt så mange gange og i enhver sammenhæng.

Rent fysisk havde min far også sin helt egen måde at ”hærde” os børn på følelsesmæssigt.

Personligt kan jeg huske en oplevelse som barn, hvor min far gav ordre til, at jeg skulle følge med ud til en grisestald.

Her skulle en syg gris aflives med en boltpistol. Der var altså ikke bare tale om en boltpistol til bedøvelse.

Jeg fik besked på at fastholde grisen, mens min far skød grisen i hovedet med boltpistolen.

Jeg kan endnu huske, hvordan jeg rystede over hele kroppen, da skuddet lød.

Men endnu tydeligere kan jeg huske, hvordan min far skraldgrinede, da han så min reaktion.

Det lykkedes aldrig for min far at gøre mig til en mand i hans ”billede”, selv om han forsøgte at “hærde” mig på et utal af måder.

Allerede før den beskrevne oplevelse havde jeg besluttet i mit sind, at jeg aldrig ville være lige som ham.

Det ændrer imidlertid ikke op på, at jeg selv i dag som en ældre mand har svært ved at påskønne fordelene ved at være sensitiv.

Dertil har min fars ”programmering” været for stærk.

I stedet er der en tendens til, at tankerne om ulemperne ved at være sensitiv i for høj grad gør sig gældende i mit sind i forhold til fordelene i mit daglige liv.

Alligevel kæmper jeg videre.

Jeg vil hellere dø end at give afkald på min følsomhed i forhold til mig selv og min omverden.