Som introvert/særlig sensitiv/HSP-person har man et behov for at være alene en gang imellem.
Man har simpelthen et behov for at få et frirum, hvor man kan genopbygge sig selv som menneske.
Det samme behov har ”udadvendte” mennesker. Behovet er bare ikke så stort som for os ”indadvendte” mennesker.
Nogen gange kan jeg rent følelsesmæssigt blive overvældet af en ensomhed, som nærmest truer med at ”drukne” mig.
Som HSP-person har jeg et stort behov for at være alene og dermed udelukkes jeg også fra fællesskabet. Det er på den måde, at ensomheden kommer ind.
Følelsesmæssigt føler jeg mig ganske enkelt som en tilskuer til fællesskabet.
I den sammenhæng betyder det mindre, at jeg med min bevidsthed/fornuft udmærket godt ved, at jeg aldrig vil blive en naturlig del af et fællesskab.
Følelserne vil stadig overtage på tidspunkter, hvor man mindst venter det.
Jeg er nok ikke den eneste, der har følt, hvor ondt det gør, når følelserne dukker op uanmeldt.
Det værste er, når følelserne dukker op midt om natten, hvor man er uforberedt og ikke kan forsvare sig.
Nogle gange vågner jeg lige pludselig op om natten, hvor jeg bliver ”præsenteret” for de omtalte følelser.
I den situation ved jeg selvfølgelig ikke rigtig, hvor jeg skal gøre af mig selv.
Jeg kan kun forsøge at tænke på noget positivt og håbe på at jeg kan falde i søvn igen.
Det sker med visheden om, at det vil blive en udfordring at komme igennem den efterfølgende dag.
I det næste afsnit vil jeg gøre rede for, hvordan jeg overlever som HSP-person med ensomheden i bagagen.
Humor hjælper dig igennem livet.