Vi vil alle gerne betragte julen som hjerternes fest. Sådan er det også for mange.
I julen er der mange, som vælger at rejse hjem til deres barndomshjem, hvor de så tilbringer nogle dage af deres juleferie. Det er her, at mange føler, at familien fylder deres hjerter ud og giver deres liv den mening, som det nogle gange kan være svær at finde i hverdagen.
Sådan er det desværre ikke for os alle. Vi er mange, som ikke bare tæller HSP-personer, der føler, at vi er blevet svigtet af familien. Nole gange kan følelsen være berettiget. Andre gange er følelsen uberettiget. Vi har bare misforstået hinanden, og det kan der jo rettes op på.
I de tilfælde, hvor følelsen er berettiget, kan vi vælge ikke at have mere med familien at gøre.
På den måde får vi svigtet på en vis afstand både psykisk og fysisk, som gør det nemmere at leve med svigtet.
Problemet er så bare, at vi alle er vokset op med en følelse af, at julen er hjerternes fest. Det er i julen, vi samles. Det er i julen, at misforståelserne bliver ryddet af vejen, og vi bliver enige om, at vi skal være der for hinanden.
Derfor kan det være svært for os, som har fravalgt familien, at komme igennem julen.
Selv om vi HSP-personer er gode til at glæde os over selv små ting, så er vi som bekendt også meget modtagelige for sanseindtryk.
Det betyder, at der måske bare skal et duftindtryk til, før vi mindet om en ubehagelig familieoplevelse, som det kan være svært at slippe af med igen.
Her er et af disse minder, som jeg har valgt at give udtryk for med et digt:
En skæbnesvanger nytårsaften:
Det er blevet nytårsaften.
En næsten fuldtallig familie er samlet.
Vi befinder os i mit barndomshjem.
Min far og min mor.
Min søster og hendes samlever.
Min fars bror som bor alene
og selvfølgelig mig selv
Raketterne er affyret.
Vi er gået ind i det nye år.
Min fars bror skal køres hjem.
Det bliver min søsters opgave.
Hun beder mig tage med,
så hun har selskab på vejen hjem,
når broderen er afleveret
Jeg aner ikke uråd og tager med
Det skulle jeg ikke have gjort.
Min søster har en plan.
På vejen hjem fra broderen spørger hun:
”Skal vi ikke besøge en mand,
som jeg har lært at kende på mit arbejde?”
Det indvilliger jeg i.
Den fremmede mand bor i et hus på landet.
Han venter tydeligvis besøg
og byder os velkommen
Vi bliver ført ind i en lille stue
som er sparsommeligt møbleret
Faktisk mindes jeg kun et spisebord og to stole.
Stolene står med fronten ind imod en åben pejs,
som byder os velkommen med en knitrende ild
Jeg sætter mig på den ene af stolene,
og den fremmede mand sætter sig på den anden,
men hvor skal min søster sidde?
Det har den fremmede mand et forslag til.
Hun skal sidde på hans skød.
Til min store overraskelse indvilliger hun.
Hun er ellers ikke en person,
som indbyder til nærhed og kærtegn
Det forbyder hendes opdragelse hende.
Den fremmede mand virker fornøjet.
For ham er det tilsyneladende en uskyldig leg,
som igen ofre har
Jeg begynder at føle mig utilpas.
Hun har trods alt en samlever,
som venter hende derhjemme
Jeg lægger op til,
at der skal tages afsked og det sker
Min søster befinder sig i sit eget drømmeland
på vejen hjem til vores barndomshjem
Den fremmede mand har sået et frø i hende
Et frø som siden fører til en graviditet,
som vil splitte familien for altid
Livet skal trods alt gå videre:
Med fremsigelsen af dette digt har jeg fået lige præcis dette ubehagelige minde lidt på afstand. Livet skal jo trods alt leves videre.
Der er stadig mange ting at glæde sig over. Jeg bor som bekendt ved en gågade og kan glæde mig over den flotte juleudsmykning. Det lille juletog, som kører gennem gågaden en gang imellem med forventningsfulde passager. For slet ikke at tale om alle børnene, som med uskyldige øjne ser frem til alle de glæder, som julen har at byde på. Så er det op til os voksne at få børnene til at glæde sig over de virkelige værdier: Nærværet, samhørigheden med andre mennesker og den gode moral, som skaber håbet om en bedre verden.
Med håbet om en rigtig god jul og et godt nytår til jer alle derude.
Humor hjælper dig igennem livet.