Mit første møde med uddannelsessystemet:
Mit første møde med uddannelsessystemet kan nemmest beskrives med nedenstående digt:
Tilbage til barndommens land:
Jeg kigger forundret på min far
med det bevidsthedsniveau
som en 6-årig dreng nu engang har.
Vi er tilbage i barndommens land.
Jeg skal begynde i første klasse.
Min kommende lærerinde er i vores hjem
for at få mig indskrevet
Min far lader hende forstå,
at jeg er for dum
til at blive indskrevet
Min bror er et år yngre end mig.
I stedet skal han indskrives
Så må jeg pænt vente et år mere.
Min far forklarer sig ikke.
Det er min dumhed for åbenlys til.
Lærerinden ser anderledes på det.
Hun lader mig gennemgå en prøve,
som beviser min duelighed
Min skolegang bliver ikke udsat
Det giver mig håb.
Jeg skal nok bevise overfor min far,
at jeg ikke er dum
Siden er årene gået,
og jeg kan se tilbage
med den erfaring
som årene har givet mig
Vemodet overvælder mig.
Min fars mening om mig forblev uændret,
mens årene bare gik
uanset mine karakterer i skolen,
mine uddannelser og mit velmenende hjerte
Min fars mening om mig forblev fastlåst
efter mødet med lærerinden
Et tilbageblik:
Nu har jeg rundet de 60 år. Jeg har fået det overblik, som jeg ikke havde dengang. Det er blevet klart for mig, hvorfor min far opfattede mig som dum.
Årsagen skulle ikke tillægges mine karakterer, men den omstændighed at jeg er født som et følelsesmenneske.
Den slags mennesker opfattede min far som værende dumme, fordi de efter hans mening ikke kunne gøre sig gældende i samfundet.
Derfor forsøgte han også livet igennem at nedbryde mig som et følelsesmenneske og hærde mig.
Jeg er selvfølgelig godt klar over, at det ikke altid er hensigtmæssigt at vise følelser, når du er udenfor hjemmet.
Imidlertid mente min far heller ikke, at du måtte vise følelser, når du var i hjemmet.
Selverkendelsen i dag:
Som jeg ser det i dag, er hjemmet det sted, hvor du bygger dig selv op og ruster dig til de udfordringer, der venter udenfor hjemmet.
I min optik er det derfor også vigtigt, at du får kærlighed og omsorg i hjemmet. Det er afgørende for, at du bevarer håbet og modet til at kæmpe videre på trods af al modgangen her i livet.
Min fars oplevelse af følelsesmennesker har givetvis været medvirkende til, at jeg først er blevet bevidst om, at jeg er en HSP-person som 59-årig.
Efterfølgende har jeg indset, hvor stor en styrke, der ligger i at være i kontakt med sine følelser.
Jeg har indset, hvor vigtigt det er at være tro mod sine følelser. Det gælder især i de situationer, hvor det kan være fristende at lade sig forføre af overfladiske værdier.
I dag lever jeg et enkelt liv, hvor jeg hver dag forsøger at være i kontakt med mine følelser.
Selv om det er i en sen alder, at jeg folder mig ud som en HSP-person, så kan jeg stadig have mange gode år foran mig som en HSP-person.
Forudsætningen er at jeg bevarer mit gode helbred, og det er jeg meget bevidst om.
En god dag til alle jer derude, der kæmper for de indre værdier i hverdagen.
Køb bogen her: De uforløste følelser 1:
Bogen giver udtryk for nogle af de følelser og tanker, som det ellers kan være svært at få afløb for, når du er sammen med andre.
Hvordan gør en far sin dreng til en ”rigtig mand”?
Humor hjælper dig igennem livet.