Det er først efter, at jeg er kommet på efterløn, at jeg er begyndt at påskønne holdspillet.
Her tænker jeg selvfølgelig på VM i fodbold, som udspiller sig i Qatar netop her i november og december måned 2022.
Min begyndende påskønnelse skyldes, at jeg nu selv kan vælge, om jeg vil være en del af et hold/gruppe/fællesskab.
Min efterløn betyder, at jeg ikke længere behøver at føle mig presset til at gå ind i et fællesskab for at kunne hente en indtjening ind.
Jeg har nemlig aldrig været holdspiller, og jeg bliver det heller aldrig.
Det skyldes selvfølgelig, at jeg er en HSP-person og derfor let bliver overstimuleret med hensyn til sanseindtryk.
I en gruppe vil jeg naturligt blive bombarderet med sanseindtryk fra flere gruppemedlemmer samtidig, og det har jeg meget svært ved at håndtere.
Jeg vil meget hurtigt blive overstimuleret med hensyn til sanseindtryk. I praksis betyder det, at jeg vil have et behov for at trække mig tilbage fra fællesskabet. Sagt på en anden måde vil jeg forsøge at trække mig tilbage til et sted, hvor jeg kan være alene og få hvilet ud. Efterfølgende vil jeg bearbejde sanseindtrykkene.
Fodboldspillets betydning for mit liv:
Her er det så, at fodboldspillet kommer ind.
Da jeg begyndte i folkeskolen, kom fodboldspillet ind i mit liv i forbindelse med, at der var en gymnastiktime.
Her mærkede jeg for første gang, at jeg blev påtvunget et fællesskab.
Det foregik på den måde, at idrætslæreren udpegede 2 elever fra min klasse forud for en fodboldkamp
Disse elever skulle så udpege hver sit hold.
Her slog det aldrig fejl, at jeg altid var den sidste, der blev i overskud, således der blev lige mange elever på hver sit hold.
Det siger vel nærmest sig selv, at det virkelig var noget, der pinte mig.
Pinen blev yderligere forstærket ved, at jeg altid blev placeret i yderkanten af banen.
De få gange, hvor bolden blev sparket hen til mig, kunne jeg simpelthen ikke finde ud af at spille bolden videre. Det var umuligt for mig at få det overblik, som betød, at jeg kunne spille bolden til den strategisk rigtige placerede spiller.
I praksis medførte det også, at en spiller fra det modsatte hold kom hen og tog bolden fra mig. Af samme årsag endte det hurtigt med, at mine holdkammerater holdt op med at spille bolden videre til mig.
Siden den tid har jeg taget afstand fra fodbold og holdspil i det hele taget. Fodbold minder mig ganske enkelt om, at jeg aldrig vil kunne blive en del af fællesskabet. Jeg mister simpelthen en for stor del af mig selv ved at være det.
Sådan har det været indtil nu.
Nu begynder jeg at påskønne holdspillet/fællesskabet, fordi jeg længere behøver at være en del af det. Omsider kan jeg være det menneske, som jeg nu engang er.
