Min første HSP-oplevelse:

Jeg har vel været mellem 4 og 6 år.

Min far havde et mindre landbrug, som han selv tog sig af.

Jeg kan huske, at jeg en dag fulgte efter min far, da han udførte sit daglige arbejde.

Det var en dag, som fik en afgørende indflydelse på resten af mit liv.

På et tidspunkt befandt jeg mig i malkerummet sammen med ham. Malkerummet var det sted, hvor man rengjorde og desinficerede det materiel, som man anvendte i forbindelse med malkningen af køerne.

Min far fyldte en meget stor spand op til randen med vand. Ved siden af spanden lagde han nogle kampesten. Disse var ikke større, end de kunne synke ned til bunden af spanden.

Så fandt han en sæk frem, som vand kunne trænge igennem, og lige med ét stod han med nogle nyfødte killinger i hånden, som han havde taget fra kattemoderen.

Han lagde killingerne ned i sækken og bandt sækken til. Derefter pressede han sækken ned i bunden af spanden, samtidig med at han lod kampestenene dumpe ned over sækken.

Min fars kulde:

Jeg kan stadig huske den isnende kulde, som udsprang fra min far under hele forløbet, hvor der ikke blev sagt et ord. Det virkede, som han ikke ænsede, at jeg var til stede, og der på en eller anden måde skulle tages hensyn til mig.

Da min far var færdig med sit forehavende, gik han bare sin vej og lod mig stå tilbage ved spanden.

Jeg kan huske, at jeg mest af alt havde lyst til at løbe efter ham og slippe væk fra det hele. Men i situationen blev jeg til ét med killingerne, og jeg kunne føle deres smerte.

Det blev ikke bedre af, at der pludselig begyndte at stige bobler op fra vandet, som var et tegn på, at killingerne stadig var i live.

Jeg vidste jo, at jeg ikke kunne gøre noget som helst for killingerne, som kunne føre dem tilbage til livet. Min fars attitude havde allerede lært mig, at jeg ikke kunne gøre noget for killingerne i situationen. Jeg valgte derfor at blive ved killingerne,  indtil de fik fred.

Hvad der efterfølgende skete, kan jeg ikke huske.

Den efterfølgende magtesløshed:

 

(Billedet kan ikke aktiveres)

Hvordan kan nogen finde på at gøre skade på sådanne dyr?

Det tror jeg, at vi er mange, der kan undre sig over, såvel voksne som børn.

Det var første gang i mit liv, at jeg følte mig fuldstændig magtesløs. Det var også første gang, at min far begyndte at blive en fremmed for mig, som jeg ikke kunne forholde mig til.

I dag (2017) er jeg 59 år, men jeg kan stadig se mig selv stå som en lille dreng ved siden af en meget stor spand og bare føle mig helt magtesløs.

Hermed har jeg også lagt op til, hvor vigtig ens barndom er for det efterfølgende liv som voksenperson, ikke bare som HSP-person, men i  det hele taget.